Den Grusomme Dr. Mengele: Dødsenglen Fra Auschwitz (Kan 2024)
Nürnberg-retssager, Nürnberg stavede også Nürnberg, række retssager, der blev afholdt i Nürnberg, Tyskland i 1945–46, hvor tidligere nazi-ledere blev anklaget og prøvet som krigsforbrydere af Den Internationale Militærdomstol. Tiltalen, der blev indgivet mod dem, indeholdt fire tællinger: (1) forbrydelser mod fred (dvs. planlægning, iværksættelse og udøvelse af angrebskrig i strid med internationale traktater og aftaler), (2) forbrydelser mod menneskeheden (dvs. udryddelser, deportationer, og folkedrab), (3) krigsforbrydelser (dvs. overtrædelse af krigens love) og (4) "en fælles plan eller sammensværgelse for at begå" de kriminelle handlinger, der er anført i de første tre tællinger.
krigsforbrydelse: Nürnberg- og Tokyo-retssagerne
Det næste store forsøg på at retsforfølge krigsforbrydere fandt sted i Europa og Asien efter 2. verdenskrig. Under hele krigen havde de allierede citeret
Den internationale militære domstols myndighed til at gennemføre disse retssager stammede fra Londonaftalen af 8. august 1945. På denne dato underskrev repræsentanter fra De Forenede Stater, Storbritannien, Sovjetunionen og den foreløbige regering i Frankrig en aftale, der indeholdt et charter for en international militærdomstol for at gennemføre retssager mod større krigsforbrydere i Axis, hvis overtrædelser ikke havde nogen særlig geografisk placering. Senere accepterede 19 andre nationer bestemmelserne i denne aftale. Domstolen fik bemyndigelse til at finde enhver person, der var skyldig i udøvelsen af krigsforbrydelser (tæller 1-3 nævnt ovenfor) og til at erklære enhver gruppe eller organisation for at være kriminel. Hvis det blev konstateret, at en organisation var kriminel, kunne anklagemyndigheden bringe personer til retssag for at have været medlemmer,og den kriminelle karakter af gruppen eller organisationen kunne ikke længere sættes spørgsmålstegn ved. En tiltalte var berettiget til at modtage en kopi af tiltalen, til at give enhver relevant forklaring til de anklager, der blev anlagt mod ham, og til at blive repræsenteret ved advokat og konfrontere og krydse undersøgelser af vidnerne.
The tribunal consisted of a member plus an alternate selected by each of the four signatory countries. The first session, under the presidency of Gen. I.T. Nikitchenko, the Soviet member, took place on October 18, 1945, in Berlin. At this time, 24 former Nazi leaders were charged with the perpetration of war crimes, and various groups (such as the Gestapo, the Nazi secret police) were charged with being criminal in character. Beginning on November 20, 1945, all sessions of the tribunal were held in Nürnberg under the presidency of Lord Justice Geoffrey Lawrence (later Baron Trevethin and Oaksey), the British member.
After 216 court sessions, on October 1, 1946, the verdict on 22 of the original 24 defendants was handed down. (Robert Ley committed suicide while in prison, and Gustav Krupp von Bohlen und Halbach’s mental and physical condition prevented his being tried.) Three of the defendants were acquitted: Hjalmar Schacht, Franz von Papen, and Hans Fritzsche. Four were sentenced to terms of imprisonment ranging from 10 to 20 years: Karl Dönitz, Baldur von Schirach, Albert Speer, and Konstantin von Neurath. Three were sentenced to life imprisonment: Rudolf Hess, Walther Funk, and Erich Raeder. Twelve of the defendants were sentenced to death by hanging. Ten of them—Hans Frank, Wilhelm Frick, Julius Streicher, Alfred Rosenberg, Ernst Kaltenbrunner, Joachim von Ribbentrop, Fritz Sauckel, Alfred Jodl, Wilhelm Keitel, and Arthur Seyss-Inquart—were hanged on October 16, 1946. Martin Bormann was tried and condemned to death in absentia, and Hermann Göring committed suicide before he could be executed.
In rendering these decisions, the tribunal rejected the major defenses offered by the defendants. First, it rejected the contention that only a state, and not individuals, could be found guilty of war crimes; the tribunal held that crimes of international law are committed by men and that only by punishing individuals who commit such crimes can the provisions of international law be enforced. Second, it rejected the argument that the trial and adjudication were ex post facto. The tribunal responded that such acts had been regarded as criminal prior to World War II.
